Sorg og tab

Sorg er en naturlig og uundgåelig følelsesmæssig reaktion på tabet af en elsket person eller noget betydningsfuldt i vores liv.
Det er noget som følger med, når vi knytter os til noget eller til nogen. Det er kun noget man oplever, hvis man har evnen til at elske. Man kan sige, at sorgen handler om at opleve kærlighedens bagside. Det kan være en dybt smertefuld oplevelse, der påvirker os både fysisk og følelsesmæssigt. Sorg kan vise sig på forskellige måder, herunder tristhed, vrede, forvirring og isolation. Mennesker er forskellige, og vi mærker, og håndterer sorg på forskellige måder.
Den kommer og går
Sorgen er ikke en konstant tilstand. Den kan komme og være så overvældende, at den berøver os vores evne til at tænke klart og til at se realistisk på vores situation . Få øjeblikke derefter, kan vi opleve at kunne gå i gang med at handle og gøre ting, som føles helt normale. Når sorgen “holder pause”, kan man næsten komme i tvivl om, om den stadig er der. Nogen kan i sådanne situationer bebrejde sig selv, at de ikke sørger nok. Man kan f,eks. midt i en sorg begynde at smile eller le af noget, og det er helt normalt og sundt. Andre gange kan den fylde så meget, at man kan blive bange for, at den aldrig slipper sit tag – men det gør den -også selv om det kan se helt sort ud.
Der kan forekomme langvarig sorg, som tilsyneladende ikke vil slippe sit tag. I den slags situationer er det ofte forbundet med andre livsbegivenheder, som det kan være nødvendigt at beskæftige sig med.
Terapeutisk behandling af sorg, er en proces, der sigter mod at hjælpe med at arbejde sig gennem sorgens vanskelige følelser og finde måder at tilpasse sig tabet på. Sorg kræver tid og nænsomhed, og har forbindelse til mange af vores dybeste oplevelser af mening og indhold i vores liv. Sorgen er ikke kun noget som er negativt, selv om det kan være svært at se det når man står midt i følelsen af tab. Det kan være en genvej til taknemmelighed og til en dybere mening og forståelse af vores liv.
Sorg er ikke et problem, som skal løses
Sorgen er en naturlig reaktion. Den skal mødes og gennemleves, og den er ikke vores fjende. Men i vores kultur er vi måske kommet til at se psykisk smerte som noget, vi gerne vil undgå, og noget som vi gerne vil væk fra. Men vi skal møde smerten, så vi kan forstå den nye situation, som tabet har medført. Sorgen rummer et møde med virkeligheden. Det er sandt, at vi har mistet, og den sandhed kan være svær at rumme og forstå. Det er noget som kun kan forstås i små portioner ad gangen.
Vi møder det sande, på mange måder. Når telefonen ringer, og vi indser, at det ikke er den elskede person som ringer Eller når vi ser en på gaden, som ser ud til – men ikke er – den som vi har mistet. Hver gang er der et JA, som skal fordøjes. Det ER sandt.
Hvad du har knyttet dig til, siger noget om den du er. Det er et signal inde fra din indre kerne på, hvad der er vigtigt for dig. den siger noget vigtigt om, hvem du er. Hvis vi tør at møde det, som sorgen kan fortælle os om os selv, så bliver vi styrkede. Og vi bliver også rustet til at gå videre, i livet.
Sorgen forsvinder ikke, men den bliver mindre og den kan blive til noget, som vi kan følges med i livet. Den er et vidne om vores værdier og vores levede liv.
På din måde og i dit tempo
At arbejde med sorgen kræver en tryg og støttende atmosfære, hvor sorgens udfordringer kan udforskes og forstås bedre. Hvert menneske sørger på sin måde, og at komme godt igennem sorgen kræver forskellige tilgange, som vi sammen kan gøre brug af. Jeg bruger ofte en række forskellige tilgange til behandling af sorg afhængigt af den enkeltes behov. Det kan f.eks. være teknikker som mindfulness eller afspænding, der kan hjælpe med at berolige sindet og reducere angst og stress forbundet med sorg. Det kan også have forbindelse med gamle traumer, som kan dukke op igen, npr sorgen banker på.
Det kan indgå i arbejdet at opbygge nye måder at handle på og finde mening og formål igen i dit liv efter tabet.
Af og til kan det være hjælpsomt, at jeg hjælper med at identificere og udforske eventuelle komplicerede sorgreaktioner, der kan forsinke helingsprocessen.
Terapeutisk behandling af sorg er en individuel proces, der ikke har en fast tidslinje. Det kan tage tid at komme igennem sorgens smerter og finde en ny balance i livet. Men med støtte, forståelse og vejledning kan du finde håb og heling i sorgens dybder og begynde at genopbygge dit liv på en meningsfuld måde.
Eksempler på sorgreaktioner
FØLELSESMÆSSIGE • Chok • Fortvivlelse • Glædeløshed • Vrede • Skyld • Modløshed • Ensomhed • Savn og længsel
FYSISKE • Søvnforstyrrelser • Ændret appetit • Anspændthed • Træthed • Infektioner • Hovedpine • Mavepine og kvalme
ADFÆRDSMÆSSIGE • Grådlabilitet • Uro • Hyperaktivitet • Aggression • Indadvendthed • Misbrugsadfærd • Undgåelse af steder og personer der minder om tabet • Ritualer
SOCIALE • Øget behov for støtte • Øget Sensitivitet • Øget irritabilitet • Isolation • Stopper aktiviteter • Oplever at ingen forstår
TANKEMÆSSIGE • Hukommelses- og koncentrationsbesvær • Forvirring • Grubleri • Uvirkelighedsfornemmelse • Tvivl • Optaget af afdøde og døden • Bekymringer om fremtiden • Selvmordstanker
EKSISTENTIELLE • Alenehed • Svært ved at se en mening med livet • Tanker omkring livets grundvilkår • Identitetsforvirring • At have mistet noget af sig selv • Religiøs eller spirituel krise