Ensomhed
Ensomhed er et stort problem for mange. Måske gælder det også for dig, siden du læser dette. Det er en tung og ubehagelig følelse, at mærke ensomheden. Ofte er den også ledsaget af andre følelser som tomhed, sorg, opgivelse, håbløshed eller magtesløshed. Heldigvis er det muligt at gøre noget ved ensomheden. Og selv om du måske synes, at du har prøvet uden held, og har været ved at give op, så håber jeg du vil give det en ny chance. Og at du sørger for at du får en hjælp, som en nænsom og forsigtig. Du er ikke tjent med en hjælper, som vil fortælle dig, at du “bare” skal kontakte nogen og at du slet ikke har grund til at være ængstelig. Din ængstelighed ved at gøre noget, skal tages alvorligt – men den skal ikke have lov til at bestemme, at du skal forholde dig passivt. Når din ængstelighed opdager, at det er muligt at gøre noget, uden at det bliver alt for farligt og overvældende, så er du godt i gang. Det kommer du til at opleve i løbet af en terapi, som skal hjælpe med ensomheden. Men først lidt mere om emnet
Jeg har selv oplevet ensomhed, men der gik lang tid inden jeg fandt en mulighed for at bryde den. Her fortæller jeg lidt om mine personlige erfaringer og det jeg har lært om at komme ud af min egen ensomhed. Det er vigtig viden, når jeg skal hjælpe andre med deres ensomhed.

At være ensom er noget som de fleste oplever på tidspunkter i deres liv. Det er en ubehagelig følelse, som handler om at føle sig ufrivilligt isoleret fra andre. Det er ikke det samme som at være alene. Man kan godt være alene uden at føle sig ensom, og omvendt kan ensomhedsfølelsen være stor, selv om man er sammen med andre.
Som jeg kender ensomhed, så hænger den sammen med ”nærhed”. Hvis man har lært sig at være nær sig selv og andre, så har man ikke så store problemer med ensomhed. Det kan godt være at ensomheden dukker op, men når den kommer, så kan man genkende den uden at blive bange for den, og man ved, hvad det er man har brug for at gøre.
På den måde er følelsen af ensomhed til gavn. Den fortæller om et behov for nærhed, og når man mærker den, så kan man sørge for at få den nærhed, som man har brug for – hvis man vel at mærke ved hvordan.
Hvis man ikke kender til nærheden, kan det føles meget ubehageligt, når ensomheden dukker op. Dertil kommer, at følelsen af ensomhed også ofte er forbundet med en følelse af skam. Det kan føles flovt og pinligt at skulle snakke erkende, at man er ensom. Hvis man ikke ved, hvordan man skal reagere på den så den går væk igen, så kan man måske få den ide, at man skal prøve at få følelsen til at gå væk. Det kan man på forskellige måder – med rusmidler eller med mange former for adfærd, som overdøver følelsen af ensomheden. Nogen forsøger også at komme ensomheden til livs ved at skrue op for samværet med andre. Det har jeg selv prøvet, da jeg var yngre. Jeg var til mange fester, festivaller og samvær, og tilsyneladende hjalp det, men når samværet ophørte, så kunne jeg føle mig helt tom. Med tomheden kom også en sorg og følelsen af magtesløshed. Desværre gik der lang tid inden jeg fandt ud af, hvordan jeg skulle bære mig ad med at håndtere ensomheden.
Det første skridt startede med, at jeg holdt op med at løbe væk fra følelsen. Det skulle der mod til, men jeg fik heldigvis hjælp. Da jeg først fandt en som kunne hjælpe mig, lærte jeg noget vigtigt: Ensomheden er ikke farlig. Den er ”bare” et symptom på et behov. Og det er ikke flovt at være ensom – det lærte jeg efterhånden som jeg begyndte at tale med andre om den og at indrømme overfor mig selv, hvordan det forholdt sig. Så blev det nemmere at acceptere den. Accepten er et stort skridt hen mod en lettelse.
Det næste skridt bestod i at lære, at være sammen med mig selv. Det vidste jeg ikke ret meget om, så jeg havde ikke megen lyst til det. Da jeg først fandt ud af, hvad det var og hvordan jeg skulle bære mig ad med det, så oplevede jeg en stor lettelse. Jeg fandt ud af, at jeg havde ledt efter svar på de forkerte steder. Jeg fandt også ud af at tilgive mig selv. Jeg havde nemlig ikke haft nogen, som kunne lære mig det. Da jeg fik det, så steg lysten til at øve mig, så jeg kunne få noget af den nærhed, som jeg havde savnet i mange år.
Her er en god video